Hvorfor er ernæring vigtig for kræftpatienter? Givende møde med patientforeningerne

Hvorfor er ernæring vigtig for kræftpatienter? Sådan lød overskriften, da Kost og Cancer-gruppen inviterede kræftpatientforeningerne til et digitalt møde, hvor foreningerne blev klædt på med viden om ernæringens betydning for kræftpatienter. Mette Holst, professor, forskningsleder, ph.d. og Randi Tobberup, ledende klinisk diætist, ph.d. var inviteret for at fortælle om deres viden på området.

Den rette ernæring kan være afgørende

Under sygdom og behandling af kræft oplever mange nedsat appetit og problemer med at få ernæring nok. Det skyldes blandt andet, at behandling med strålebehandling, operation eller kemoterapi kan give flere forskellige bivirkninger, der kan medføre problemer med at spise. Samtidig øges kroppens energiomsætning og nedbrydning af proteiner ved sygdom. Derfor risikerer mange kræftpatienter at tabe sig.

– Det er vigtigt at forstå, at når du taber dig, handler det først og fremmest om et muskeltab og ikke – som mange tror – et tab af fedtmasse. Muskeltab nedsætter immunforsvaret og øger risikoen for, at man ikke kan gennemføre sin behandling. Desuden er muskeltab svært at genoprette, når man er syg, fortalte Mette Holst.

Korrekt og tilstrækkelig ernæring kan altså være afgørende for at komme godt igennem sygdommen. Men ernæring kan ikke kurere sygdommen, det er behandlingens opgave.

– Ernæring skal støtte og gøre personen mere robust, i og efter sygdomsforløbet, og samtidig gøre kroppen mere modstandsdygtig i forhold til at klare sig igennem en behandling, forklarede Randi Tobberup.

Uforklarligt vægttab, et hyppigt tegn på kræft

Men kan man forebygge vægttab hos kræftpatienter? Ja, men her er det afgørende med tidlig opsporing. Det betyder, at man er opmærksom på patientens vægt og ernæringstilstand, så man opdager det, og derved har mulighed for at bremse vægttab i god tid. For at gøre danskere opmærksomme på tegn, der kan være symptomer på kræft, har Kræftens Bekæmpelse sammenstillet de syv mest almindelige tegn på kræft, hvor uforklarligt vægttab indgår. Ved at genkende tegnene kan flere komme tidligt til lægen og få hurtigere hjælp.

– Derudover er det vigtigt at huske, at jo mere patienter bliver klædt på med viden om hvor vigtigt ernæring er, jo bedre hjælp kan de også bede om, afsluttede Mette Holst.

Efter to interessante oplæg, gik mødet over i en givende diskussion sammen med patientforeningerne om kræftpatienters forskellige behov for information om ernæring.