Diarré som følge af din medicinske kræftbehandling kan være en alvorlig tilstand, der bl.a. kan give væskemangel og kredsløbsforstyrrelser. Det kan også give ubehag, smerter og manglende lyst til at spise på grund af frygt for ikke at kunne holde på afføringen.
Du skal altid følge de instrukser og aftaler du har fået fra hospitalet/lægen vedrørende behandling af diarré.
Følgende gode råd kan hjælpe dig, hvis du lider af diarré:
Sørg for at få rigeligt med væske, gerne kalorieholdigt som for eksempel saft, kakao og sodavand og mindst to liter om dagen. Du mister meget væske, når du har diarré.
Undgå større mængder frugt og grøntsager samt fiberholdige produkter, som kan forværre din diarre.