Parenteral ernæring mod vægttab og underernæring ved kræft

Hvad er parenteral ernæring?

Ved parenteral ernæring får du næringsstofferne uden om din mave og dit tarmsystem. Parenteral ernæring gives direkte ind i en blodåre med et drop, som føres ind i en vene (via et kateter).

Hvorfor skal man have parenteral ernæring?

Parenteral ernæring kan anvendes, hvis du ikke selv er i stand til at spise nok, ikke kan få sondeernæring, eller hvis der ikke må komme mad ned i din mave og tarm. I disse situationer er parenteral ernæring løsningen, der sikrer, at din krop får dækket behovet for energi og næringsstoffer.

Hvor lang tid skal man have parenteral ernæring?

Parenteral ernæring kan gives i varierende perioder afhængig af dine behov. Nogle patienter har brug for det kortvarigt, dvs. få dage/en uge og andre i en længere periode. Hvad du har brug for, afhænger af din sygdom, dit kostindtag og dit behov for energi og næringsstoffer.

En hverdag med parenteral ernæring

Der er mulighed for at blive oplært i at håndtere parenteral ernæring, så du kan få det med hjem og i høj grad gøre de ting, du plejer. Hvis du eller dine pårørende ikke kan oplæres, kan I få hjælp af en hjemmesygeplejerske.

Mange patienter der får parenteral ernæring, oplever det som en lettelse, idet de ikke skal forsøge at tvinge sig selv til at spise den mad, de slet ikke kan overskue at skulle spise.