5 myter om kost og kræft

Det er normalt, at man taber sig, når man har kræft

Det er rigtigt, at et vægttab eller direkte underernæring ses meget hyppigt og kan forekomme ved alle kræftformer. Men det er alvorligt at tabe sig, når man har kræft.

Derfor er det vigtigt, at du ikke taber dig, når du har kræft

Det betyder, at du ikke bør acceptere et vægttab uden at tage kampen op og gøre alt, hvad du kan for at holde vægten. Det er vigtigt, at du selv gør alt, hvad du kan for at holde vægten oppe eller hjælper din pårørende med det.

Få hjælp til at holde vægten, når du har kræft

Man må godt tabe sig, når man er overvægtig og har kræft

Forkert!
Det er vigtigt, at du ikke taber dig, når du er syg! Det gælder, uanset om du vejer 10 eller 20 kilo for meget. Under sygdom taber du nemlig ikke kun fedt, men i høj grad også din muskelmasse, som er med til at opretholde din krops funktioner heriblandt immunforsvaret og kredsløbet. Det kan derfor være alvorligt, hvis du har kræft og taber dig. Når du holder vægten, så kommer du bedst muligt igennem sygdoms- og behandlingsforløbet og forebygger alvorlige komplikationer som infektioner og følgesygdomme.

Jeg skal spise sund kost med grøntsager, når jeg har kræft

Forkert!
Du skal fokusere mere på at få mad med meget protein og energi, end på om du får grøntsager nok. Og hvorfor nu det?

Spis masser af fedt, kulhydrat og protein
Kræftsygdommen og den kirurgiske eller medicinske behandling tærer på kroppen. Meget protein er vigtigt til at genopbygge kroppen, og du skal derfor spise en kost med meget protein og sørge for rigeligt med energi f.eks. fra fedt og kulhydrat.

Grøntsager fylder
Grøntsager og frugt er sunde, men indeholder ikke så meget energi. Derfor kan du få svært ved at spise tilstrækkeligt, hvis du fylder dig med grønt. Tænk derfor i stedet på at spise noget, som du har let ved at spise, som indeholder energi og protein, og som du synes er lækkert – for eksempel is. Find opskrifter på mad med masser af protein og energi

Kræft og kost – den omvendte metode
For nogen giver det mening at sige det sådan, at du skal spise efter den omvendte kostpyramide : Spis masser af fedt, kulhydrat og protein.

 

Man bør ikke spise sukker, når man har kræft

Forkert!
Kræftceller omsætter ofte rigtig meget energi, og vil derfor skaffe energi fra kroppen – uafhængigt af hvad og hvor meget du spiser. Hvis du ikke tilfører kroppen energi via kosten, så vil kræftcellerne tære på kroppens energidepoter, herunder muskelmassen. Og da de raske celler også har brug for næring, er det derfor vigtigt at spise nok af alle næringsstoffer – kulhydrat, protein og energi. Og da sukker er rig på kulhydrater, så gælder det også for sukker .

Find gode opskrifter til kost og ernæring til kræftpatienter

Man skal spise kosttilskud og antioxidanter, når man har kræft

Både og – tal med din læge!
Kosttilskud, antioxidanter og naturlægemidler kan ikke erstatte den almindelige mad og de drikkevarer, som din krop har brug for. Derimod kan kosttilskud og naturlægemidler i værste tilfælde påvirke virkningen af den kræftbehandling, du får. Derfor skal du altid rådføre dig med din læge, før du tager kosttilskud, stærke vitaminer og naturlægemidler.